Mennesket er et mikrokosmos, og når dette mikrokosmos bliver anvendt som kunstnerisk værktøj, kan således nogle af de hemmeligheder og mysterier komme til udtryk, som er udbredt gennem hele verdensaltet.

At nærme sig den eurytmiske bevægelses skønhed og værdighed hænger sammen med den proces "at gå gennem nåleøjet", at turde adskille tingene for at få oplevelsen af kaos, for så atter at forbinde dem i en ny nu inderliggjort, kosmisk nødvendighed. For gennem den ydre bevægelse at kunne fremstille digtningens eller musikkens elementer og væsen er det nødvendigt, at hele den menneskelige fysisk-sjælelig-åndelige struktur forvandles, da netop denne helhedssammenhæng ligger bag den eurytmiske bevægelse. Dette kan kun ske, når der i en kunstnerisk proces opgives al form for for subjektiv forestilling eller personlig sym - og antipati for at vende opmærksomheden ud mod en fælles menneskelig omkreds, og dér i mødet med verdenslovmæssighederne at genvinde et nyt centrum for sin oplevelse og sin bevægelighed.